Hvad påstår politikerne?

V og LA fremfører at boligprisernes eksplosive stigning primært skyldes overregulering — særligt lejereguleringen — og at løsningen er at lade markedet arbejde frit. Argumentet indeholder en kerne af evidens. Men som samlet forklaring på boligkrisen er det misvisende.

Hvad viser data?

Boligpriserne er på historisk rekordniveau. Ejerlejligheder steg 9,9% fra Q2 2024 til Q2 2025. Storkøbenhavn slog rekord med stigninger på op til 20% på ét år — en stigning der adskiller sig fra alle andre europæiske kapitaler i samme periode. (Danmarks Nationalbank, 2025)

Den primære drivkraft er kollapset nybyggeri. Fra juni 2022 til juni 2025 faldt lejlighedsbyggeriet under opførelse fra 2,8 millioner til 800.000 kvadratmeter — et fald på næsten 70%. Rentestigningerne i 2022–2023 pressede projektøkonomien i nybyggeriet. Ved indgangen til 2026 var der kun 5.200 lejligheder til salg i hele Danmark. Det er et udbudsproblem — ikke et efterspørgselsproblem. (✓✓ Veletableret)

Sociale konsekvenser: Andelen af 30-årige der ejer deres egen bolig faldt fra 42,1% i 2004 til 31,4% i 2024. Andelen af unge boligejere i Københavns Kommune hvis forældre er blandt landets 10% rigeste, voksede fra 38% i 2021 til 43% i 2025. Forældrenes formue er i stigende grad den afgørende faktor — ikke indkomst. (✓✓ Veletableret — AE-rådet, 2025; Nationalbanken)

Lejeregulering bidrager til problemet — men er én faktor. Den akademiske litteratur er samstemmende: lejeregulering fastlåser lejere (der har et incitament til at blive, fordi markedslejen er højere), reducerer mobilitet og hæmmer udbuddet på lang sigt. Diamond, McQuade & Qian (American Economic Review, 2019) viste at lejeregulering i San Francisco reducerede lejeudbuddet med 15%, fordi udlejere konverterede til ejerboliger. Det er et reelt problem. (✓ Understøttet)

Men deregulering af efterspørgselssiden gør det værre. OECD (2026) anbefaler ændringer i planloven der muliggør fortætning nær transportforbindelser — ikke afskaffelse af lejerbeskyttelse alene. Rentefradraget er et eksempel på en regulering der øger priserne ved at booste betalingsvillighed: det favoriserer ejerbolig over lejebolig og er stærkest for dem med store lån og høj indkomst. Skattemæssige incitamenter der favoriserer ejerbolig er en del af problemet — ikke en del af løsningen.

Hvad evidensen peger på: Løsningerne er på udbudssiden — mere og tættere byggeri, særligt nær transportknudepunkter. Afskaffelse af planlovsbegrænsninger og bygningsreglementets restriktioner på fortætning har dokumenteret effekt på byggeaktivitet internationalt. Aucklands store zoneringsreform øgede byggestarter markant (Greenaway-McGrevy & Jones, 2025).

Konklusion

⚠️ Misvisende

Boligpriserne stiger primært fordi nybyggeriet er kollapset — ikke primært fordi der er for meget regulering af efterspørgselssiden. Lejeregulering bidrager til problemet ved at låse mobilitet og hæmme langsigtet udbud — det er korrekt. Men den brede påstand om at deregulering er løsningen er evidenssvag. Skattemæssige incitamenter der favoriserer ejerbolig og lavere planlægningstæthed er mindst ligeså vigtige faktorer. Løsningerne er på udbudssiden, ikke efterspørgselssiden.

Kilder

• AE-rådet (2025). Boligejerskab og social arv. ae.dk
• Danmarks Nationalbank (2025). Boligmarkedsanalyse Q3 2025.
• Diamond, R., McQuade, T. & Qian, F. (2019). The Effects of Rent Control Expansion. American Economic Review, 109(9), 3365–3394.
• OECD (2026). OECD Economic Surveys: Denmark 2026. oecd.org
• Greenaway-McGrevy, R. & Jones, C. (2025). The Auckland Unitary Plan and Urban Housing Supply. Urban Studies.
• Cohen Raviv, Y. & Hinz, R. (2022). Wealth, credit, and housing: First-time buyers. PLOS ONE, 17(5).
• Monràs, J. & Montalvo, J.G. (2023). Housing Affordability in Barcelona. Federal Reserve Bank of San Francisco.