Hvad ved vi om arbejdskraftmanglen i ældrepleje?

Danmark mangler tusindvis af SOSU-medarbejdere allerede i dag — og manglen fordobles frem mod 2035.

Det politiske spørgsmål

Ældrepleje er et af de mest konstant tilstedeværende emner i dansk velfærdsdebat — men debatten kredser ofte om serviceniveauer og kommunale prioriteringer, ikke om det grundlæggende strukturelle problem: der er simpelthen ikke hænder nok, og det bliver markant værre.

Manglen på SOSU-medarbejdere og sygeplejersker er ikke en fremtidsfrygt. Det er en nutidig realitet med dokumenterede konsekvenser for borgere der ikke får den hjælp de har behov for, og for medarbejdere der arbejder under pres der driver dem ud af faget. Spørgsmålet er ikke om der er en mangel — det er hvad der kan afhjælpe den, og om ambitionsniveauet for den offentlige ældrepleje skal justeres åbent frem for stiltiende.

Det empiriske spørgsmål bag

Hvor stor er den faktiske og fremtidige mangel på kvalificeret personale i dansk ældrepleje — og hvad er de dokumenterede årsager?

Hvad ved vi

✓✓ Manglen er allerede en realitet — ikke en fremskrivning. 34 procent af stillingsopslag for SOSU-hjælpere ender forgæves. 20-23 procent af SOSU-assistent-opslag ligeså. Der mangler i dag mindst 25.000 fuldtidsansatte i sektoren. (Dansk Arbejdsgiverforening, 2025; VIVE, 2024; FOA, 2025)

✓✓ Den demografiske driver er uafvendelig. Antallet af danskere over 80 år forventes at fordobles frem mod 2040. Finansministeriets fremskrivning viser, at efterspørgslen på SOSU-personale stiger med 26-36 procent fra 2021 til 2035 — svarende til ca. 21.800 ekstra uddannede. KL estimerer, at der vil mangle mere end 19.000 medarbejdere i 2030 blot for at fastholde det nuværende serviceniveau. (Finansministeriet, 2023; KL/Momentum, 2024)

✓✓ Fastholdelse er halvdelen af problemet. Over en tredjedel af SOSU-assistenter forlader faget inden for fem år. Høj personaleomsætning er ikke et marginalfænomen — det er sektorens grundlæggende driftsbetingelse. Konsekvensen er konstant oplæringsomkostning og umulig kontinuitet for borgerne. (Kraka/FOA, 2024)

✓ Sygeplejerskesituationen er bedret — men bygger på skrøbeligt fundament. Lønløftet i 2023 bragte den forgæves rekrutteringsrate ned fra 47 procent i 2021 til 14-17 procent i 2025. Men optaget til sygeplejerskeuddannelsen er faldet 29 procent siden 2021 — i 2025 var 1.243 studiepladser tomme. (Dansk Sygeplejeråd, 2025)

~ Sund aldring dæmper men løser ikke problemet. Nyere europæisk forskning viser, at morbiditetskompression er reel i ca. en tredjedel af EU-lande — ældre lever længere med bedre helbred. Men den absolutte plejebelastning stiger alligevel, fordi den demografiske vækst overstiger funktionsforbedringerne. Velfærdsteknologi og forebyggelse er reelle bidrag — men ikke tilstrækkelige alene. (Straka et al., 2024; Enroth et al., 2020)

~ Alle kendte løsninger er sandsynligvis utilstrækkelige tilsammen. Selv med lønforbedringer, opgaveglidning, velfærdsteknologi og udenlandsk rekruttering implementeret simultant er det "tvivlsomt, om behovet kan opfyldes," vurderer ledende eksperter. (VIVE-projektchef Pia Kürstein Kjellberg, 2025)

Hvad ved vi ikke

Vi mangler viden om, hvilken kombination af tiltag der er mest omkostningseffektiv: lønløft, opgaveglidning, velfærdsteknologi og udenlandsk rekruttering vil have forskellige effekter og priser — og de er ikke systematisk sammenlignet i en dansk kontekst.

Vi ved ikke, hvad det reelle tab er for de borgere der i dag ikke får den hjælp de har behov for som følge af manglen. Konsekvenserne er dokumenteret på systemniveau, men den individuelle velfærdspris er ikke opgøret.

Vi mangler klare grænser for, hvad velfærdsteknologi kan afhjælpe versus hvad der kræver menneskelig omsorg. Teknologioptimisme er udbredt i den politiske debat, men evidensen for konkrete teknologiers effekt på plejeniveau og medarbejderbelastning er begrænset.

Hvad eksperter er uenige om

Der er konsensus om problemets omfang og den demografiske driver. Uenigheden handler om løsningerne.

En faglig diskussion handler om balancen mellem lønforbedringer og strukturelle ændringer. Lønløftet til sygeplejersker viste tydelige effekter — men løn alene kan ikke rekruttere medarbejdere der ikke eksisterer som uddannet arbejdskraft.

En anden diskussion handler om opgaveglidning: kan uddannelseskrav til visse plejeopgaver sænkes, og hvad er konsekvenserne for kvaliteten? Her er der reel faglig uenighed mellem organisationer der repræsenterer SOSU-personale og dem der repræsenterer sygeplejersker.

Hvad det betyder — og hvad det ikke afgør

Evidensen viser entydigt, at der er en strukturel mangel der vokser, og at ingen enkelt løsning er tilstrækkelig. Det er en empirisk konklusion.

Hvad evidensen ikke afgør: hvad det offentlige realistisk bør og kan levere. Det er et værdispørgsmål der involverer ambitionsniveau for ældrepleje, prioritering af ressourcer og vilje til at føre en åben debat om serviceniveauer frem for at lade stiltiende kommunale nedskæringer udgøre svaret.

⚖ Selv med alle løsninger implementeret er det usikkert om fremtidens plejebehov kan opfyldes ved uændret ambitionsniveau. En åben samtale om hvad det offentlige realistisk kan og skal levere, er ikke en beklagelse — det er en forudsætning for at borgere og politikere kan træffe oplyste valg.