Hvad ved vi om statslig desinformation?

Det politiske spørgsmål

Statslig desinformation er ikke et nyt fænomen — men omfanget, metoderne og den teknologiske acceleration gør det til et akut demokratisk problem. Debatten handler om, hvad vestlige demokratier kan og bør gøre: Hvilken regulering er proportional? Hvornår ligner bekæmpelse af desinformation statskontrol af information? Og hvem beslutter, hvad der er "falsk"?

Det er reelle politiske stridsspørgsmål. Men de forudsætter en faktuel afklaring af, hvad vi faktisk ved om omfanget og karakteren af statslige desinformationskampagner.

Det empiriske spørgsmål bag

I hvilken grad bruger stater som Rusland og Kina koordinerede desinformationskampagner mod vestlige demokratier — og hvad ved vi om effekten på demokratisk tillid og vælgeradfærd?

Hvad ved vi

✓✓ Statsstøttede aktører bruger systematisk desinformation mod vestlige demokratier. NATO, EU's EUvsDisinfo og nationale efterretningstjenester dokumenterer løbende koordinerede kampagner primært fra Rusland og Kina. Kampagnerne er rettet mod demokratiske valg, vaccinetillid, klimapolitik og migrationsdebatter. PET's årsrapporter har siden 2016 identificeret russisk indblanding som en konkret trussel mod dansk demokrati. (PET Årsrapport 2023; NATO StratCom Centre of Excellence; EUvsDisinfo.eu)

✓✓ Strategien er ikke klassisk propaganda men epistemisk sabotage. Målet er ikke at overbevise om et alternativt narrativ — det er at undergrave selve forestillingen om, at noget kan være sandt. Indsatsen bruger modsatrettede budskaber til forskellige grupper, oversvømmer det offentlige rum med støj (kaldet "firehosing") og udnytter algoritmernes forstærkning af ophidsende indhold. (Pomerantsev, This Is Not Propaganda, 2019; Rid, Active Measures, 2020)

✓ Sociale medieplatforme forstærker effekten strukturelt. Algoritmerne belønner ophidsende og splittende indhold — præcis det statslige desinformationsaktører producerer. Platformenes arkitektur gør dem til ubevidste forstærkere af informationskrigen, uanset platformenes egne intentioner. (Brady et al., PNAS Nexus, 2025; EU DisinfoLab 2023)

✓ AI sænker barrierne markant. Generativ AI gør det muligt at producere overbevisende falske tekster, stemmer, billeder og videoer i stor skala til minimal pris. Det ændrer styrkeforholdet fundamentalt: statsstøttede aktører kan nu oversvømme demokratiske informationsrum hurtigere end de kan afkræftes. (EU AI Act impact assessment 2024; Europaparlamentets særudvalg om udenlandsk indblanding)

~ Det er metodisk svært at isolere kausaleffekten. Vi ved, at kampagnerne finder sted og er koordinerede. Vi ved, at de udnytter algoritmisk forstærkning. Det er sværere at dokumentere præcis, hvor stor en effekt de har på vælgeradfærd og politisk tillid isoleret fra andre faktorer. Sammenhængen er veldokumenteret; størrelsesordenen er usikker. (Roozenbeek et al., Misinformation Review, 2020; Guess et al., PNAS, 2019)

Hvad ved vi ikke

Vi mangler robuste kausalstudier, der isolerer effekten af statslig desinformation på vælgeradfærd fra andre faktorer som mediebrug, politisk polarisering og socioøkonomiske forhold. Det er metodisk vanskeligt — det kræver enten randomiserede eksperimenter (etisk problematiske) eller naturlige eksperimenter, som er sjældne.

Vi ved heller ikke præcist, hvilke befolkningsgrupper der er mest modtagelige for statslig desinformation, og om modtagelighed ændrer sig efter eksponering til modforanstaltninger som mediekendskab og faktatjek.

Effekten af specifikke modtiltag — fra "prebunking" (immunisering mod desinformation) til algoritmisk regulering — er undersøgt i eksperimentelle studier, men evidensen for effekt i skala og på lang sigt er begrænset.

Hvad eksperter er uenige om

Der er bred faglig enighed om, at statslig desinformation finder sted og er koordineret. Uenigheden handler om tre spørgsmål:

Størrelsen af effekten: Studier af vælgeradfærd i forbindelse med konkrete valg finder typisk moderate effekter. Nogle forskere argumenterer for, at desinformation primært befæster eksisterende holdninger fremfor at ændre dem. Andre peger på at det er netop dette — at cementere polarisering og skabe mistillid — der er det primære mål.

Reguleringsbalancen: Der er reel faglig og politisk uenighed om, hvordan platformsregulering kan bekæmpe statslig desinformation uden at begrænse ytringsfrihed og skabe statskontrolleret sandhedsbureaukrati. DSA-implementeringen er et forsøg på denne balance — men dens effektivitet debatteres.

Definitionen af "desinformation": Hvornår er statsfinansieret udlandsmedier (RT, CGTN) propaganda, og hvornår er det blot en anden synsvinkel? Grænsen er reel og juridisk kompliceret.

Hvad det betyder — og hvad det ikke afgør

Evidensen viser, at statslig desinformation er reel, koordineret og metodisk sofistikeret. Det er ikke en konspirationsteori eller paranoia — det er strategisk adfærd med dokumenterede aktører, beløb og metoder.

⚖ Evidensen afgør ikke, hvilken regulering der er proportional. Bekæmpelse af statslig desinformation og statskontrol af information er reelt vanskelige at adskille i praksis. Det kræver præcis lovgivning, stærke uafhængige tilsynsmyndigheder og en bevidst afgrænsning til koordinerede statslige aktørers indsats — ikke til forkerte meninger. Det er et juridisk og politisk afvejningsspørgsmål.

⚖ Evidensen afgør heller ikke, om public service-medier, faktakontrolorganisationer eller mediekendskabsundervisning er de mest effektive modtræk — eller hvilken kombination der virker bedst. Det er stadig åbne spørgsmål, der kræver løbende evaluering.

Kilder

• PET (2023). Efterretningsanalyse: Fremmede staters påvirkning. Politiets Efterretningstjeneste, årsrapport 2023.
• EUvsDisinfo.eu (løbende). Database over pro-Kremlin disinformation cases. EU East StratCom Task Force.
• NATO StratCom Centre of Excellence (løbende). Strategic Communications Research. stratcomcoe.org
• EU DisinfoLab (2023). Influence Operations Tracker. disinfo.eu
• Pomerantsev, P. (2019). This Is Not Propaganda — Adventures in the War Against Reality. PublicAffairs.
• Rid, T. (2020). Active Measures: The Secret History of Disinformation and Political Warfare. Farrar, Straus and Giroux.
• Brady, W.J. et al. (2025). "Moral-emotional language on social media." PNAS Nexus. https://doi.org/10.1093/pnasnexus/pgaf327
• Roozenbeek, J. et al. (2020). "Susceptibility to misinformation about COVID-19 across 35 countries." Royal Society Open Science. https://doi.org/10.1098/rsos.201199
• Guess, A. et al. (2019). "Exposure to misinformation and fact-checking during the 2016 US election." PNAS. https://doi.org/10.1073/pnas.1804840116