Hvad ved vi om klimaretssager og juridisk ansvar for hedebølgedødsfald?

Kan stater og virksomheder holdes juridisk ansvarlige for dødsfald under hedebølger, som videnskaben kan knytte direkte til menneskeskabt klimaforandring?

Det politiske spørgsmål

Hedebølger slår tusinder af europæere ihjel hvert år. Når klimavidenskaben i stigende grad kan påvise, at konkrete ekstremhændelser er gjort mere sandsynlige og mere dødelige af menneskeskabt klimaforandring — hvem bærer så ansvaret? Og kan det ansvaret håndhæves i en retssal?

Det spørgsmål er ikke længere hypotetisk. I flere europæiske lande er sager under forberedelse eller allerede anlagt, hvor borgere og NGO'er kræver, at stater redegør juridisk for deres klimaindsats — eller mangel på samme. Spørgsmålet rammer kernen af moderne klimapolitik: Er det tilstrækkeligt at vedtage mål, eller medfører manglende handling egentlig et erstatningsansvar over for dem, der lider skade?

Det empiriske spørgsmål bag

Bag det juridiske spørgsmål ligger et videnskabeligt: Kan vi bevise, at en konkret hedebølge er forårsaget — eller forværret — af klimaforandringer, og kan vi dernæst trække en linje fra den skade til en bestemt stats eller virksomheds udledninger?

Det er to forskellige udfordringer, og begge skal løses, før en domstol kan tildele erstatning. Den første udfordring handler om naturvidenskab. Den anden handler om jura og kausalitet.

Hvad ved vi

Attribution science kan nu kvantificere klimaets fingeraftryk ✓✓

Feltet "attribution science" — også kaldet klimaattribution — har udviklet sig markant siden begyndelsen af 2000'erne. Forskere kan i dag beregne, hvor meget mere sandsynlig en given vejrhændelse er blevet som følge af menneskeskabt klimaforandring. Studier har gentagne gange vist, at de voldsomme hedebølger, Europa har oplevet i de seneste årtier, ikke blot er naturlig variation — de er gjort markant mere intense og hyppige af drivhusgasudledninger. Dette er veletableret videnskab, accepteret af den brede klimavidenskabelige konsensus.

Det betyder, at den naturvidenskabelige bro — fra udledninger til hedebølge til dødsfald — ikke længere er ren spekulation. Den kan i princippet kvantificeres.

Urgenda-dommen åbnede en dør ✓✓

I 2019 fastslog den nederlandske Højesteret i den såkaldte Urgenda-sag, at den nederlandske stat krænkede menneskerettighederne ved ikke at reducere sine CO₂-udledninger tilstrækkeligt. Det var første gang, en europæisk domstol pålagde en stat konkrete klimaforpligtelser med afsæt i menneskerettigheder. Dommen er siden blevet et referencepunkt i klimaretssager verden over.

Italien er et nyt fronteksempel ✓

En juridisk analyse af sagen Giudizio Universale — den første strategiske klimaretssag mod den italienske stat — viser, at sagsanlæggerne har bygget deres argumenter op omkring en kombination af menneskerettigheder og erstatningsret. Ifølge forskning offentliggjort i 2023 ligner den juridiske arkitektur i høj grad Urgenda-modellen, men tilpasser den til italiensk retskultur og EU-retten. Sagen er bemærkelsesværdig, fordi den eksplicit forsøger at forbinde statens klimaforpligtelser med borgernes ret til liv og sundhed — netop de rettigheder, som hedebølgedødsfald sætter på spil.

EU har kompetencer — men også begrænsninger ✓

EU-Kommissionen fastslår, at både EU og medlemsstaterne har kompetencer inden for klimapolitik, men at ansvarsfordelingen er delt. EU sætter rammer og mål — eksempelvis gennem klimaloven og emissionshandelssystemet — mens medlemsstaterne selv er ansvarlige for implementering og nationale tiltag. Det betyder, at det primære juridiske ansvar for manglende klimabeskyttelse i mange sager vil ligge hos de enkelte nationalstater — ikke hos EU-institutionerne som sådan.

Kausalitetskæden er juridisk kompleks ~

Selv om videnskaben kan sige, at klimaforandringer øgede sandsynligheden for en given hedebølge med eksempelvis 50 procent, er det ikke det samme som juridisk kausalitet. Domstole kræver typisk, at man kan vise, at en bestemt aktørs handlinger eller undladelser førte til en bestemt persons skade. Den kæde er lang: fra statens klimapolitik, over globale udledninger, til en konkret hedebølge, til et konkret dødsfald.

Hvad ved vi ikke

Om erstatningsansvar for individuelle dødsfald kan håndhæves ~

Ingen europæisk domstol har endnu tildelt erstatning til en specifik persons efterladte med den begrundelse, at statens klimaindsats var utilstrækkelig og dermed årsag til dødsfallet. Det juridiske terræn er uopdyrket. Afgørelser som Urgenda handler om fremtidige forpligtelser og politikændringer — ikke om erstatning for allerede skete skader.

Hvilken bevisbyrde domstolene vil kræve

Det er uafklaret, præcis hvilken grad af videnskabelig sandsynlighed domstolene vil acceptere som tilstrækkeligt bevis. Vil det være nok at vise, at klimaforandringer fordobler risikoen for en dødelig hedebølge? Eller kræver retten en mere direkte årsagssammenhæng? Forskellige retssystemer — og forskellige dommere — vil sandsynligvis vurdere dette forskelligt.

Hvad der sker, hvis stater taber

Selv hvis en stat erkendes erstatningsansvarlig for klimarelaterede dødsfald, er det uklart, hvad konsekvensen i praksis vil være. Skal staten betale erstatning til de efterladte? Skal den ændre sin klimapolitik? Begge dele? Hverken lovgivning eller retspraksis giver klare svar endnu.

Om virksomheder kan holdes ansvarlige på samme måde som stater

Stater har særlige menneskeretlige forpligtelser, som private aktører ikke har på samme måde. Om — og i givet fald hvordan — olie- og gasselskaber kan holdes direkte ansvarlige for hedebølgedødsfald i europæiske domstole er et åbent spørgsmål. Der pågår sager i andre dele af verden, men europæisk retspraksis på dette specifikke punkt er endnu ikke etableret.

Hvad eksperter er uenige om

Om retssalen er det rette sted ⚖

Nogle eksperter i klimalovgivning argumenterer for, at klimaretssager er et nødvendigt redskab, når den politiske proces svigter. Når stater vedtager klimamål, men undlader at indfri dem, er domstolene — i dette synspunkt — borgernes sidste værn. Eksperter som dem, der citeres i Videnskab.dk's artikel om europæiske hedebølger, peger på, at det netop er domstolenes rolle at håndhæve de forpligtelser, som stater selv har indgået.

Andre er mere skeptiske. De advarer om, at domstole er dårligt egnede til at træffe komplekse klimapolitiske beslutninger, som kræver afvejning af modstridende samfundshensyn. Det er — i dette synspunkt — et demokratisk problem, hvis dommere i realiteten sætter klimapolitikken for et helt land.

Om attribution science er juridisk tilstrækkelig ~

Videnskabsfolk inden for attribution science er generelt enige om metodernes validitet. Men jurister er uenige om, hvorvidt disse metoder producerer den type bevis, domstole kan arbejde med. Probabilistisk sandsynlighed — "30 procent større risiko" — er ikke det samme som den årsagssammenhæng, erstatningsretten traditionelt kræver. Nogle jurister mener, at retssystemet må tilpasse sig den nye videnskab. Andre mener, at bevisbyrden skal forblive uændret, og at klimasager derfor er juridisk vanskeligt stillede.

Om Urgenda-modellen kan eksporteres ~

Urgenda-dommen var mulig, fordi nederlandsk ret og den Europæiske Menneskerettighedskonvention kunne kombineres på en bestemt måde i det nederlandske retssystem. Den italienske Giudizio Universale-sag viser, at modellen kan forsøges tilpasset — men forskning på området understreger, at det ikke er givet, at resultatet bliver det samme. Forskellige retskulturer, forskellige konstitutionelle traditioner og forskellige domstolshierarkier betyder, at en sejr i ét land ikke automatisk oversættes til sejre andre steder.

Om klimaretssager faktisk ændrer noget ⚖

Selv tilhængere af klimaretssager diskuterer, om sagerne primært har symbolsk og politisk effekt — ved at sætte dagsorden og presse politikere — eller om de fører til reel, målbar reduktion i udledninger. Det er et empirisk spørgsmål, som det endnu er for tidligt at besvare entydigt, og det er samtidig et værdispørgsmål om, hvad man forventer af domstole som institution.

Konklusion

Klimaretssager er ikke længere et marginalt fænomen. De er et voksende juridisk felt, hvor videnskab, menneskerettigheder og erstatningsret mødes på måder, ingen retssystemer var designet til at håndtere. Attribution science har gjort det videnskabeligt muligt at sætte tal på klimaforandringers bidrag til konkrete hedebølger og de dødsfald, de forårsager. Det åbner en reel — men endnu uafklaret — juridisk mulighed for at stille stater til ansvar.

Det centrale, som vi ved, er dette: Urgenda-dommen viste, at domstole kan pålægge stater klimaforpligtelser. Den italienske Giudizio Universale-sag viser, at idéen breder sig. EU-rammerne placerer et væsentligt implementeringsansvar hos de enkelte medlemsstater. Og videnskaben kan i dag sige mere præcist end nogensinde, hvad klimaforandringer gør ved vejret — og dermed ved menneskers liv.

Det, vi endnu ikke ved, er om det er nok. Om kausalitetskæden fra politisk undladelse til individuelt dødsfald er stærk nok til at bære en erstatningssag. Om domstolene vil acceptere probabilistisk videnskab som juridisk bevis. Og om retssager — selv når de vindes — fører til reel klimahandling.

Spørgsmålet om, hvem der bærer ansvaret for klimadødsfald, er dermed ikke afklaret. Men det er nu under reel juridisk prøvelse — og det er i sig selv en udvikling, der vil præge europæisk klimapolitik i de kommende år.